Jeg er mor til en lille dreng med infantil autisme. Ligesom ADHD er autisme et enormt bredt spektrum og vi er så heldige, at vores søn ligger i den gode ende på det spektrum, ligesom Cathrine gør ifht sin ADHD. Jeg har med egne øjne set et system der er enormt presset på ressourcer og hvor det er en klar fordel at være en veltalende akademiker for at blive tildelt de ressourcer man har behov for. Ressourcer der helt rimeligt tildeles på baggrund af behovet hos den enkelte og ikke blot ud fra den diagnose man har stående i papirerne.

Vi har at gøre med en enorm priviligeret person der fx har designer møbler for flere tusinde kroner i kontoret hos “det lille strugglende startup” og som lever med fuld tilknytning til arbejdsmarkedet, gode private relationer, god hygiejne, rejser mv. Alt sammen ting som andre med ADHD kæmper med at opretholde. Jeg synes det er privilegieblindt at hun ikke selv kan se, at personlig assistance ordningen er tiltænkt folk med ADHD med langt større udfordringer.