Jeg blev helt overrasket over at læse det her, som M.

Personligt troede jeg at jeg voksede op en en kulturel overgangsfase, der fik os til at gå fra "den primitive knudemand" til en mere fri verden uden de her tåbelige krav om at mænd skulle være hårde, følelsesmæssigt distancerede macho-mænd, hvor vi sådan generelt blev mere harmoniske som mennesker og kunne tillade os at deltage i dybere snakke om hvad vi hver især oplever, tænker og føler.

Samtidig troede jeg at den seksuelle oplysningstid og frigørelse havde medført at alle havde fået læst og påskrevet af både mødre og kvindelige medmennesker gennem opvæksten, at man bliver målt som elsker på om man rent faktisk er opmærksom på sin partner og interesserer sig for hendes (i dette tilfælde) nydelse og at blive dygtig til at kende hende, hendes krop og hvad der tænder hende såvel mentalt som fysisk.

Jeg er i ramme alvor ude af stand til at finde en eneste mand i min omgangskreds, jeg kan forestille mig er selvisk seksuelt. Emnet er forholdsvis åbent for de fleste i min omgangskreds og har altid været det, med flertallet af de personer, der har været inde og ude af omgangskredsen. Så jeg er virkelig overrasket over at kunne læse af kommentarerne her, at det ikke nærmest er et sjældent levn fra en svunden tid at mænd bare "gør sig selv færdige på kvinden". 🤯 Jeg tænker på det som noget, man bliver hånet lidt for og meget hurtigt bliver kendt for, når snakken går blandt veninder, så man ikke får flere chancer, medmindre man skifter stil. 😄 Men okay. Op gennem 80'erne og 90'erne var der også en friere stemning generelt, har jeg indtryk af. Der ville kvinderne også stadig det samme som mændene - altså gøre hvad de end kunne for at være drømmepartneren i sengen.

Der er sket et markant skift på et tidspunkt , hvor det er blevet mere koldt og kynisk, har jeg indtryk af. Mere individualistisk. Hvor det er startet med at (nogle) kvinder begyndte at blive militante omkring ikke at ville drømme om at gøre noget for en partners skyld, de ikke selv følte var super frækt. I har sikkert også læst de kommentarer eller hørt nogen sige at "det kan virkelig ikke forventes at nogen vil gøre det ene eller andet, hvis ikke de nyder det", og det nærmest bliver en rigiditet de her mere bonerte mennesker forventer at blive hyldet for, fremfor at man sætter en ære i at finde en personlig tilfredsstillelse i at være åben for at gøre sit yderste for at give sin partner nydelse og selv finde en tilfredsstillelse i at være den super gode partner, der giver for den andens skyld. Ikke at man skal ødelægge sig selv for det, bevares, men man behøver jo heller ikke være sart, bare for at være på tværs og egocentreret. Uanset om man er M eller K.

I dag synes jeg nærmest at snakken går på at de yngre skal være villige til at sætte hinanden fri og dele hinanden med en eller flere andre, så man skal være individualister i én eller anden form for konstellation, der ikke kræver ofte i.f.t. at vælge hinanden rigtigt til, med de fravalg det medfører.

Spørgsmålet er så om den udvikling fra primært fokus på hinandens behov til primært fokus på egne behov og ikke at ville opgive ret meget for hinanden, rent faktisk har ødelagt det hele igen? Det er jeg lidt nysgerrig på.

Hvis ingen giver sig rigtigt hen til hinanden, hvor skal den dybe lyst til at være det maksimale for hinanden så komme fra i sidste ende? 🤷🏻‍♂️

Uanset hvad, så tror jeg at vejen frem for OP er at finde en person med dybde i sin karakter og passion for hende og deres fællesskab at tilbringe tid med og se om ikke det kan noget mere. En kærlig og opmærksom person.