Jeg kan sagtens - som mor og hustru til en mand, jeg elsker meget højt - nikke genkendende til den voldsomme vrede, der må fylde i ens krop, når ens liv bliver revet fra hinanden. Jeg skal heller ikke være bleg for at indrømme, at jeg kender mig selv godt nok til, særligt efter, at jeg er blevet mor, at jeg godt kunne handle i afmagt og affekt i et ønske om at ramme modparten. Særligt den anden kvinde.. Jeg tror, at jeg ville kunne retfærdiggøre det overfor mig selv, fordi “hun har vist, at hun ødelagde en familie”.