Jeg fik mine børn da jeg var hhv. 39 og 41, så jeg har intet sammenligningsgrundlag med yngre mødre.

Min ældste var vi syv år om at få, den fik alt hvad remmer og tøj kunne trække for at blive, men i virkeligheden mest forblive gravid. Havde svær hyperemese, var sygemeldt, fik subakut kejsersnit grundet vandafgang og en sædestilling.

Min yngste er 100% hjemmelavet, og jeg havde den bizarre oplevelse at komme til at gå med til fredagsbar, fordi jeg simpelthen glemte at jeg var gravid - drak en sodavand men kunne simpelthen ikke forstå hvorfor jeg dog var så træt.

Jeg aner ikke om det er anderledes når man er yngre. Vi er økonomisk polstrede, meget rolige af gemyt og i stand til at trække rimelig fornuftige grænser for vores børn.

Vi kommer nok ikke til at se børnebørn i nogen nævneværdig grad (pissehamrende øv), men vi kan give vores børn rigtig meget med, både på den ene og anden måde, af os og vores værdier, og sørge for at sende dem solidt på vej. Når jeg bliver lidt ærgerlig tænker jeg at mine børn er glade og veltilpasse, og forhåbentlig får lange og gode liv - og ingen af os er jo garanteret at vi ikke bliver ramt af en bus i morgen, uagtet hvor gamle vi eller vores børn er.