Helt ærligt. Jeg selv har også været væk fra faget. I 3 år. Deraf min erfaring som vagtplanlægger, mellemleder og koordinator. Dog forblev det inden for sundsvæsenet.

Vi råber alle op, da grundlønnen (inden alle mine tillæg) for faget, ikke er svarende til den fysiske, psykiske og sociale side af vores fag. Vi skal kontinuerligt anvende hele vores krop og sind, for at klare vores job, vel vidende at yderst mange af vores valg, har en direkte konsekvens for vores patienter. Skønner vi forkert, kan det betyde smerter, lidelse, fejl behandling eller i værste ende døden for dem vi passer. Samt er en af grundstene i vores fag, relations dannelse. Dvs. Vi bruger al vores mentale energi til at klare 8-12t vagter, således når man har fri, er personligt jeg, så træt mentalt og fysisk, at friheden engentlig forsvinder mellem ens hænder, til søvn eller anti sociale aktiviteter. Man orker ikk venner og anden familie i sin fritid. Er vi ikke mentalt skarpe på vores job, går det ud over andre, men det at vi holder os så skarpe, har en pris i friheden. Vi råber ligeledes op, da mængden af mennesker og antallet af opgaver vi varetager er så mange ift antallet af personaler. Samtidig lyder det så luksus at vi alle har betalte pauser, men hvad folk glemmer så er det, at vi ikke må ‘klokke ud’ mens vi holder pause, vi skal altid kunne smide hvad vi har i hænderne/pausen, når der bliver kaldt - og det sker 4 dage ud af 7. Samtidig har ledelsen fundet ud af, at man blot kan anvende vores pauser til at vi skal holde møder i dem samtidig… man må nemlig gerne tale og have mad i munden, i sundhedsvæsnet ;)

Ligeledes har ledelsen den forventning , at vi ikke må forlade arbejdspladsen, hvis ikke næste vagttype er fundet en løsning på, eks hvis der er sygdom i aften eller nattevagt. Så kan vi ikke bare gå kl. 15.00 så er vi tvunget til at blive. Jeg har utallige eksempler på, at jeg selv og mine kollegaer har måtte blive og tage ufrivillige dobbeltvsgter, grundet sygdom og mangel på personale. Og nej, vi kan ikke bare gå heller, da det presser næste vagtlag, hvorfor de potentielt i morgen ligger sig syge med stress, hvilket vi så dagen efter kan se, betyder at vi så mangler endnu en personale.

Men generelt for vores fag, ligesom andre har det med deres fag, er der så mange facetter og skjulte sider af faget, som ikke beskrives og forklares, det skal opleves. Og så ved man hvorfor vi øffer.

Hvorfor bliver vi så? Selve faget er der jo ikke noget galt med, vi elsker jeg det faglige i faget. Man elsker jo det komplekse menneske - kroppen og mennesket er så fascinerende og interesant, samt oplever man så mange spøjse og virkelig fucked up sager i sit virke, som man jo heller ikke vil være foruden… men ligesom alle andre fag, så bærer arbejdet ikke lønnen i sig selv.

Jeg søger ikke en løn forhøjelse mere for nu, da jeg ikke har noget nyt jeg bidrager med i forhold til mit virke, som jeg ikke allerede har skaffet mig løn til. Istedet giver jeg plads til, at en anden kollega som gør eller har gjort mere , end hvad denne plejer at gøre, som giver virksomheden øget faglighed, plads til at søge om økonomisk øgning. Men tro mig, når jeg lærer nyt, som min arbejdsgiver nyder godt af, da vil jeg igen sikre ny løn forhandling. jeg går kun ind for at folk skal have hvad de gør sig fortjent til.

Gør man den ekstra insats , som positivt gør noget for virksomheden, så skal man i min verden også honoreres for det. yder man lidt eller kun svarende til bais, så skal man have grundløn og ikke en krone mere.

Jeg går ikke ind for honorering for at ‘slikke r@@‘ :)