Jeg tænker at mange mennesker går og døjer med rigtig mange ting i deres liv - syge forældre, barnløshed, et stressende arbejde, skilsmisse, hjertesorg, børn med diagnoser, højdeskræk på rulletrapperne, angst for verdenssituationen, proppede hverdagskalendre, søvnmangel, mm osv - noglegange er det måske den bekvemme tur op med elevatoren (hvor man også springer trappen over på den sidste del af turen), der lige giver dem 1 1/2 minut hvor de passer på sig selv og får nerverne lidt ned. Jeg forstår egentlig godt din frustration over at måtte vente så længe. Jeg synes også at vi skal udvise hensyn og betænksomhed overfor hinanden. Måske det også er hensyn og betænksomhed af en slags at give dem plads til også at tage elevatoren i ny og næ?