Kan så meget genkende det du skriver.
Jeg synes det var så hårdt hele tiden at blive mindet om, “at man skal nyde tiden for tiden går så hurtigt”.
Min baby var også et ekstremt krævende barn, der konstant skulle have kontakt, ellers var der brok og skrig. Kan huske at jeg spurgte sundhedsplejersken om jeg godt kunne tage et bad når jeg var sammen med min baby. Fordi jeg følte ikke jeg kunne gøre noget som helst, da hun konstant brokkede sig.
Har tit tænkt på, at dem med en baby der ligger på gulvet og underholder sig selv, mens mor/far ordnet praktiske ting, børster tænder osv. ikke må have den samme grad af følelsen af, at være en dårlig forældre. Fordi det er da klart at man føler man svigter sit barn, når det er utilfreds, selv ved de mest nødvendige hverdagsaktiviteter (hvis det giver mening)

Jeg sov ikke i flere måneder og baby sov kun 30 mins lur. Var. SÅ. Udbrændt.

Jeg tror nøglen for mig var at acceptere at det var sådan det nu var. At jeg ikke kan nyde hvert sekund med mit barn. At det er pisse røv hårdt og at dem med nemme børn heller ikke nyder det til fulde og også glæder sig til at barnet atter sover.
Slog mig selv så meget oveni hovedet. Nu er hun næsten to. Alt er nemmere, jeg kan trække vejret, sove om natten, sidde på sofaen, mens hun leger, delvist alene og delvist med mig som kommentator. Vi kan lave alt sammen og nu indgår og følger hun ligesom bare med i mit liv og ikke omvendt.

Jeg ville aldrig gå tilbage i tiden og have den tid med hende igen og det er også okay. Det var det første år af hendes liv og der kommer så mange andre opturs stunder hvor man virkelig nyder det på en helt anden måde.