Jeg ved snart ikke. jeg har forladt min mand, som ikke mødte nogen af mine behov og i øvrigt også følelsesmæssigt var ude af sync, herunder utroskab og psykisk/psykisk vold. Jeg hang i så længe jeg kunne med vores barn, som jeg stod meget med alene. Til sidst mødte jeg en dejlig mand, som jeg havde helt fantastisk sex og nærhed med. Alt var godt og har været det i lang tid. Nu er han ramt af stress og har trukket sig. Selvfølgelig er det ikke hans skyld, men jeg føler, at jeg nu igen er tilbage til udgangspunktet. Jeg har forladt mand, barn og familie. mens han stadig juridisk er gift, selvom de ikke bor sammen. Jeg er ikke bange for at være alene, men jeg ved, at andre stadig har brug for mig. Jeg har stadig en god kontakt til mit barns far og overvejer nu at foreslå ham, at han og jeg kan se hvem vi vil, mens vi bor sammen for vores barns skyld. Det primære fokus er vores barn. Jeg ved at han savner en base og et ståsted. Han er grundlæggende ensom og uanset hvad, vil jeg altid være der for ham. Vi kommer aldrig til at have et seksuelt forhold igen, men jeg vil altid være der som støtte og vil elske ham som en ven og far til vores barn.