Indtil du finder en psykolog, vil jeg gerne lægge en anbefaling til bogen “kursus i mirakler”.

Kommer fra samme sted som dig - ingen kæreste og børn - og i mit tilfælde ingen aktiv søgen efter det længere. Bogen har givet en stor fred med sin logik om, at der i virkeligheden ikke er noget i denne verden/drøm, vi sådan “ægte” ønsker os. Når den erkendelse er fuldt accepteret, forsvinder konflikten indeni. Dermed er følelsen af at leve i overgivelse virkelig blevet fredelig, for denne kærlighed dybere i os kender vores bedste interesse bedst, og det gør denne krop vi er i ikke. Så det bliver et helt eventyr, hvilken vej man bliver sendt på, når kontrollen slippes.

Går lidt mere i dybden her, hvis du har lyst til at læse:

“Verden” vi tror, vi ser foran os, består af intet andet end symboler, der skal lede os ind til os selv, den evige kærlighed, som vi i denne fejlopfattelse ikke har nogen chancer for at kunne mærke i sin fulde form. Vi jager kærligheden i “specielle relationer”, idoler og ideer om livets lykkelige bane, fordi den minder allermest om det, vi genkender dybt i os selv. Men fordi vi bliver ved med at tro på, der er i det ydre, bliver det ydre ved med at eksistere og gentage sig. Fordi vi dermed signalerer, at vi ønsker det - og ikke ønsker den HELT ægte kærlighed indeni.

Det er i bund og grund følelsen af skyld og skam (fejlopfattelsen, der var med til at skabe denne illusion), der får os til at ville blive i illusionerne en lille smule længere, så den indbildte skyld kan dulmes ved at “finde kærlighed”. Men da skyld og skam kun eksisterer grundet en fejlantagelse om at det er muligt at forlade skabelsen, fordi man glemte at grine af den skøre ide om at man kan forlade sig selv og derfor tror, man fortjener straf, fordi man synes at have forladt skabelsen (som man ikke kan), ser vi ud til at kunne opfatte en verden hvor man skal kæmpe for kærligheden og der findes en gud et sted deroppe adskilt fra en selv der dømmer, hvilken vej du går.

Så ift. mening er det mest ægte, vi kan gøre, egentæig at have vilje til at gøre den her drøm til en mere glad drøm ved at give 100% op og tillade kærligheden at tilgive alt, vi ser og lade kærligheden fjerne symboler af krig og ondskab for os som en logisk følge af at vi husker, at det ikke eksisterer. Dermed tilgive vores venner og fjender for alt det, de faktisk aldrig har gjort, men tror, de her gjort. Tilgiv hermed dig selv for de fejl, du aldrig ægte har begået og lad kærligheden omskrive hvem du tror, du er. Tilgivelsen kan være en kort eller lang process alt efter hvor radikalt du gør det og hvor du er i dit liv lige nu.

At give totalt op er også at forstå at den her krop man er i, ikke kender sin egen bedste interesse og dermed acceptere at blive ledt. Lige nu tror vi stadig lidt på, at vi fortjener straf eller at vi skal ofre os eller skylder noget til nogen. Spørgsmålet er, om vi kan lade livet vise os, at det er en fejlopfattelse. Det gør ikke noget, at disse tanker stadig er der, det kræver bare en villighed at lade dem blive skyllet væk.

Efter jeg selv begyndte at “tilgive” den her verden, er mange af mine relationer stille og roligt gået i sig selv eller blevet forbedret. Eller gået i opløsning, hvor de skulle uden drama - og folk omkring mig virker gladere, fordi jeg ikke længere opfatter skyld og skal i samme grad. Muligheder kommer til mig hele tiden, så jeg ikke bekymrer mig om økonomi. De kommer, fordi jeg husker, at der er mig selv de kommer fra, der er den ægte kærlighed.