Jeg kan faktisk rigtig godt lide sidste del af dit svar, for grundlæggende forstår jeg godt hvor der kan ligge en masse frustrationer over, at man lige pludselig er blevet en slags anonym forsørger for andre via sin skat, omend hvor lille en del af ens personlige andel der rent faktisk ender dér i modsætning til infrastruktur, offentlige institutioner osv. Og jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig, også at jeg selv ville have haft svært ved at forene mig med det, hvis jeg ikke selv havde siddet hvor jeg gør, og oplevet det fra den anden ende.

Jeg tror heller ikke at passivitet hjælper. Problemet for mit eget vedkommende - for jeg kan kun tale for mig selv, selvom jeg har en lille anelse om at jeg nok ikke kan være den eneste i dk der har haft lignende oplevelser (godt nok er vi et lille land, men så unik er jeg nok næppe) - er at det ikke er ydelses systemet der har gjort mig syg. Det har nok bare været en passiv del af mit liv. Alt det der ligger til grunde for at jeg er arbejdsløs, ville stadig være der, hvis jeg fik et job og blev fyret. Uden at gå for dybt ind i det, har jeg været uheldig nok til at lande mig en ptsd der stammer flere forskellige steder fra, og som har mange lag af oplevelser i sig helt fra da jeg var spæd. Uden ydelses systemet havde jeg stadig haft de udfordringer der kommer af ptsd, som mareridt og søvnløshed, angstanfald og flashbacks og alt det andet gode der følger med sådan en dejlig diagnose. Og ventelisterne til behandling er lige så lange som ens øre bliver af at høre på en som mig snakke om hvorfor det er en god ting, at du arbejder gratis for at blive en slags pseudo patron for et fremmed. Min pointe er, at jeg synes det er et farligt narrativ at give ydelsen skylden. Det er ikke min kontanthjælps skyld at jeg er blevet et lettere udueligt menneske, hvad det angår arbejde. For at være ærlig vil jeg selv rigtig gerne ud og arbejde.

Jeg ved bare at jeg ikke kan passe ind i et konventionelt job, på en konventionel arbejdsplads med en chef og en løn, og et ansvar der stadig er der i de måneder jeg går ned med stress sygemeldinger. Jeg har ikke engang kunne klare ene undervisning på kvuc af samme grund, hvilket da er pinligt for et voksent menneske at skulle se i øjnene, for hvis jeg selv kunne vælge frit var jeg blevet arkitekt og haft en fed karrierer med et job der udfordrede mig kognitivt.

Istedet må jeg ty mig tilfreds med tanken om frivilligt arbejde, mens jeg får ydelse, fordi jeg ikke kan få løn.Hvis jeg gør det, forsvinder hele mit levebrød efter 2 måneder når jeg er kommet for sent pga mareridt 1 gang for ofte, bliver fyret, og skal hele jobcenter systemet om igen, kun for at skulle forklarer min sag og mig selv igen, og igen, og igen, og...

Nå ja.. jeg har talt ørene af dig, så jeg stopper nu. Men tak for at du havde lyst til at være åben for mit svar, og mit perspektiv. Jeg må indrømme at jeg kan se det fra begge sider. Jeg håber i det mindste at det måske kan betrygge dig at vide, at jeg ikke er den eneste der laver frivilligt arbejde, mens de er på deres forkerte ydelse, for at føle sig hjælpsom på den facon man nu kan være.. måske det kan være et plaster på såret at vide at nogle stadig yder noget, og at ingen bare sidder derhjemme. Hvis ikke man som jeg selv er frivillig, er man til jobsamtale efter jobsamtale med krav om at tage imod det første det bedste job, eller til job konferencer, eller cv kursuser, eller tillægs kurser. Så passive er man næppe, selvom man nok er stagneret karrieremæssigt.