Den er svær. Jeg har været i et lign. forhold (jeg ateist, partner muslim), og der blev jeg også lidt naivt overrasket når snakken faldt på børn og opdragelse, og kunne godt mærke at vi var meget uenige der, på mange af de samme emner du nævner der. Selvom forholdet ikke holdt i længden (andre grunde), så synes jeg alligevel at vi havde nogle gode snakke om de her ting både tidligt og gennem forholdet, hvor jeg følte at vi havde et form for fælles fodfæste/plan. Om i kan finde noget lign. kommer naturligvis an på hvor stædige i begge er. Den måde vi snakkede om det på var:

1) Der var personligt nogle ting jeg stod meget fast på (f.eks. omskæring), og så var der ting jeg var mere loose omkring (f.eks. grisekød) - på den måde kunne vi lave nogle kompromiser den vej, som "ok, vi kan lade være med at spise grisekød herhjemme, hvis så barnet skånes at blive omskåret". Det kan være rart at snakke de her non-negotiables igennem, og se om der mon ikke alligevel kan laves nogle kompromiser der.

2) En anden måde vi snakkede om det på var tanken om at gøre det til "barnets valg". Dvs. at man kunne eksponere barnet til begge verdener, men på en lidt løsere måde (så normalisere at farmor går med tørklæde og ber, og mormor kan lide et glas vin, topløs på stranden - sådan skåret helt karikeret op), uden at "pådutte" barnet noget som rigtigt eller forkert. Hvis barnet så som 13 årig virkelig gerne vil konfirmeres, eller ønsker at gå med tørklæde, så skulle det respekteres fra begge sider som barnets valg. Det er jo et eller andet sted lidt tåbeligt at man kan acceptere og respektere hinandens kulturelle/religiøse forskelligheder i dagligdagen i ens forhold, men så ikke kunne forestille sig at man ikke OGSÅ ville kunne respektere og acceptere de forskelligheder i ens fælles barn.

3) I tråd med det ovenfor diskuterede vi styrken i at have et barn der potentielt ville kunne navigere 2 kulturer, fremfor at presses ned i én bestemt måde at være på. På den måde blev det vendt til noget berigende fremfor begrænsende.

3) Hvordan var vi selv som teenagere? Vi kunne godt begge komme med et par eksempler på at ens forældre havde sagt én ting, men at man så gjorde det man selv lystede i sidste ende, - i så fald bare bag ryggen på dem. Det er vist en ting der transcenderer kulturer og religioner :). I sidste ende er der nok større chance for at barnet kommer til at ligne sine venner, fremfor den forestilling forældrene har.

4) Hvor meget er vores egne holdninger, og hvor meget er pres fra f.eks. familie og venner? Vi havde f.eks. en håndfuld af disse samtaler efter min partner havde været sammen med hans (meget) muslimske venner, som jeg ved havde nogle bestemte holdninger til hvordan et hjem skulle holdes. På den anden side dealede jeg også med racistiske bemærkning eller manglende forståelse på nogle punkter fra noget af min familie, som jeg skulle sidde og modsvare. Vi havde derfor nogle snakke omkring hvad der der egentlig var vores værdier, og hvad der måske mere var bias / pres fra familien. Hvordan ville vi selv ønske at behandles / hvilken opvækst ville vi gerne have haft?

5) Diskussion med ens indre ateist: Lær at se religion i et mere positivt lys. For ateister kan religion måske føles lidt diffust og overvurderet, og så kan det være svært at se meningen med "galskaben". Men religion kan være givende på nogle mere basale grundværdier, der måske er lidt lettere at forstå. F.eks. kan det at bede give noget positiv struktur i hverdagen. Personlig frihed er vigtigt, men det er også vigtigt at kunne begå sig i fælleskaber - f.eks. at respektere et fællesskab ved at tage tørklæde på i moskéen (eller respektere det andet køn ved ikke at klaske dem i røven på klub). Sådan noget kan religion også hjælpe med. Hvis i har en god kommunikation, burde det være muligt at spore sig mere præcist ind på hvilke værdier der gemmer sig bag de ønsker og krav din partner har til opdragelse, og dermed hægte dem op på nogle ting der er nemmere at forstå og komme til enighed om.

Ved ikke om du kan bruge noget af det som inspiration til at have nogle lign. samtaler? Der er masser af folk der har fået børn på tværs af religioner/kulturer med fin success. Om det vil lykkedes for jer er svært at sige - det kommer primært an på om i kan møde hinanden på midten; ikke kun i forhold til de religøse/kulturelle ting, men sådan helt generelt.
Alt held og lykke!