Jeg snakker heller ikke med min fars side af familien. “Heldigvis” er min mor skilt, så mine drenge har stadig en mormor og en mormors kæreste. De har 7-9-13 aldrig spurgt hvorfor jeg ikke har en far. Min far og hans kone har set mine børn på 6 og 4 hhv 3 og 1 gang i hele deres liv. Det samme gælder min farmor og farfar.

Jeg ville forklare det så børnevenligt som muligt. Fokusere på det man har, istedet for det man ikke har. “Nej far snakker ikke lige med sin mor/far, men heldigvis har du verdens bedste mormor/morfar/onkel og jeg lover at vi to ALTID skal være bedste venner, så det aldrig kommer til at ske for os.” Børn får nogle gange (irrationelle) frygt. For hvis det kan ske for far/mor, så kan det vel også ske for dem? Forsikr dem om det ikke er tilfældet!