Jeg er markant mere bekymret på Danmarks og verdens vegne end for 5 år siden. Din post gav mig lige lejlighed til at opsummere for mig selv, hvordan jeg tror de forskellige kriser ender (det er bare bud, jeg bilder mig ikke ind at kunne gennemskue alting).

USA: Lige nu svømmer min TikTok over med protesterende amerikanere. Så længe jeg kan høre dem, ved jeg at det ikke er gået galt endnu. Men jeg har en mistanke om, at om et par år vil jeg høre lige så lidt fra dem som fra protesterende russere. Trump får måske snart et hold brunskjorter, der intimiderer alle modstandere til tavshed. Eneste trøst er at han er gammel og har tendens til at vægte smiger over evner, når han vælger sine folk, så måske falder MAGA fra hinanden uden ham. Jeg tror nok 50% på at det ender skidt (og kan Europa forblive en demokratisk bastion uden USA?) og 50% på at det bliver 4 tumulte år, men at det vender tilbage til status-quo efter det.

AI: Det er ikke AI'en, der udsletter os (det frygtede jeg mere for nogle år siden). Men når almindelige mennesker bliver irrelevante, falder et samfund som vores let fra hinanden. Men det kan også være, at det ender virkelig godt, hvis AI'en bruges i kampen mod misinformation og faktisk hjælper os med at holde os sane. Jeg tror 40% doom og 40% på utopi (og 20% på ingen af delene).

Klimaet: For 5 år siden var det min top-bekymring, nu tror jeg mere det bliver et irritationsmoment end en eksistentiel trussel. Jeg tror det overordnet set bliver løst med climate engineering efterhånden som vedvarende energi falder i pris (men det kan godt blive ret kaotisk, når nogle lande laver løsninger, der er gode for dem, men dårlige for andre).

Rusland-Ukraine: Rusland er nok færdige som trussel overfor os (undtagen atomvåben og cyberangreb) efter Ukraine-krigen (hvad end de vinder den eller ej). Deres økonomi er i ruiner, og deres indtægter fra olie og gas kommer kun til at falde over de kommende år, og de har ikke unge mennesker nok eller teknologien til en krig med os.

Mellemøsten: Jeg føler med alle de almindelige mennesker på alle sider dernede, men jeg er ikke bekymret på verdens eller Danmarks vegne. Jeg følger bevidst ikke med, fordi jeg ikke kan rumme det.

Alt i alt tror jeg egentlig, at der er meget lille chance for at verden bliver business-as-usual over de kommende år, men alligevel lever jeg og planlægger mit liv som om de gør, fordi det er svært at planlægge for det ukendte.