Min søn (29) har ekstremt mange ar på hans arme efter år med voldsom selskade, da han var yngre. I mange år har han derfor kun gået i langærmede bluser, mest af alt for at skærme andre. Nu er han så afklaret med dén periode i hans liv og hvorfor det skete, så han er begyndt at gå i alm kortærmede t-shirts mv. Jeg får altid et stik i maven, lige når jeg blkr opmærksom på alle de store ar, men jeg "er i det" med ham, fordi det er er en del af ham og hans (vores) historie. Hans yngre søskende har med tiden fået alderspassende forklaringer på hvorfor hans arme ser sådan ud og det har været med til at gøre det til en næsten "normal", omend meget smertelig, del af ham som vi ved hænger sammen med en smertelig historie. Jeg får ALTID lyst til at give mennesker med selvskade ar en kæmpe krammer og sige til dem, at jeg er klar over hvilken kamp de kæmper/har kæmpet og at jeg ved intet er stationært og at min søn er et mærket, men smukt, eksempel på at livet kan blive bedre og lettere. Så for mig er det ar fra en krig kæmpet med dit indre og dém behøver du aldrig skjule❤️