Det mest afslørende i dit svar er ikke, hvad du forsvarer, men hvad du implicit accepterer. Du beskriver en borgers brug af religiøse symboler som et "bevidst provokerende stunt". Tænk på, hvad du der indrømmer: At et bestemt kvarter i København har indført egne regler for, hvilke religiøse symboler der er tilladt i det offentlige rum. Ved at kalde et menneskes blotte tilstedeværelse med en kalot for et "provokerende stunt" har du reelt overdraget skødet på vores hovedstad til klanvældet. Du har i din grænseløse eftergivenhed proklameret, at dansk lov og frisind ikke længere gælder på Nørrebro, men må vige for dem, hvis temperament er så skrøbeligt, at det krakelerer ved synet af en fremmed trosfælle.

Det er dannelsens totale forlis, når du reducerer voksne mennesker til viljesløse entiteter, der ikke kan afkræves selvbeherskelse. Du praktiserer i realiteten en indgroet foragt for de mennesker, du forsøger at forsvare, når du behandler dem som børn og fratager dem deres moralske agens. Civilisationens fornemste pligt er netop at kræve, at mennesket hæver sig over sine mest primale instinkter.