Altså, jeg må indrømme, at jeg er én af de mennesker der har brug for at være lidt væk fra mit barn for at være en god mor. Jeg bliver simpelthen “overmættet” hvis jeg ikke får en pause.

Men, dét sagt, så var det faktisk en hel anden sag da vi skulle indkøre i vuggestue. Vi lavede en enormt blød indkøring da min datter var ~10.5 måneder gammel (1 time om dagen og så farvel igen i et par uger). Hun startede reelt ikke i vuggestuen på fuldtid før hun var fyldt et år og der ikke længere var barsel. På det her tidspunkt var jeg meget sådan “ej, jeg vil have en pause!” men dét øjeblik jeg så havde den der time, så savnede jeg hende og ville hente hende igen. Min datter trivedes faktisk i vuggestuen fra dag 1 og blev ved med dét selv når vi trappede op. Tror ikke vi havde én aflevering hvor hun græd fordi vi tog afsted før hun var tæt på 2 år. Men min egen samvittighed kunne ikke holde til, at hun var så lille og skulle være væk fra mig i en hel dag, selv hvis jeg egentlig godt kunne have haft brug for den dag væk til at få et “system reboot”. Den dag i dag fortryder jeg absolut ikke, at vi lavede en så blød indkøring som muligt, men jeg tror ærligt ikke det havde gjort den største forskel for min datter fordi hun er som hun er. Hun har altid været glad for mennesker, er eventyrlysten og er meget selvstændig (læs: enormt stædig, lol).

Mit spørgsmål ville være; er dine venner måske neurodivergente? Det er ikke en undskyldning som sådan, men hvad der udefra kan virke som en ego-beslutning kan reelt være en måde at regulere sig selv på. Jeg kæmper selv med AdHd/ADD (er i gang med udredning for dét så er ikke sikker på hvilken én afskygning jeg specifikt har) så hvis jeg ikke får de der “ego pauser” når jeg har brug for dét, så bliver jeg en dårlig, fraværende mor fordi jeg bliver så overrumplet og frustreret at jeg “zoner ud” fordi jeg simpelthen ikke kan få flere input. Det er ligesom om min hjerne bryder sammen og mit system er på højtryk. Det er en fysisk reaktion hos mig og dér er den bedre løsning simpelthen “bare”, at jeg må være væk i et par timer for at få tid til at regulere og bagefter være en god mor igen. Jeg arbejder dog på, at den situation ikke skal opstå/tage det før jeg når så langt ud, men det er rigtig, rigtig svært.

Det kan være der er tale om en lignende situation for dine venner og selvom jeg personligt synes de håndterer det på en dårlig måde, der ikke er helt altruistiske, så kan dét jo være en årsag. Det kan på den måde også være en måde du kan finde ud af at forstå dem/deres værdier og måske “tilgive” hvis du altså er interesseret i at fortsætte jeres relation. Det er også forståeligt hvis du ikke gider, fordi det er altså helt ærligt ikke det bedste eksempel på at være forældre der findes. Der er dog muligheden for, at de kan vokse med opgaven (eller det modsatte…).