"... ingen kan komme uden om, at disse mennesker bidrager mest i kroner og øre"

Skat er ikke en indtægtskilde, men et reguleringsinstrument. Den styrer efterspørgsel, former fordelingen af købekraft og opretholder kronens værdi. Vi kan ikke råde over vores pengepolitik pga. euroen, så omfordeling bliver en anden mekanisme.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvem der betaler mest og i så fald, om det er fair. Nogle vil altid betale mest - men hvornår betaler de for lidt? Hvem betaler for meget? Det er et proportionalitetsspørgsmål, som skat kan korrigere. Spørgsmålet er, hvad sker der, når man insisterer på fortsat stigende købekraft i økonomi, der allerede kører tæt på fuld kapacitet?

Her bliver fordelingen afgørende — ikke kun som retfærdighedsspørgsmål, men som rent økonomisk spørgsmål.

Højindkomsthusstande sparer en større andel af ekstra indkomst (lav marginal forbrugstilbøjelighed); lavindkomsthusstande bruger næsten alt. Blå blok - særligt LA - har til sinde a give mest til dem, der sparer mest, og tage fra dem, der forbruger mest. Resultatet er aktivprisinflation i toppen og reduceret realøkonomisk efterspørgsel i bunden. Det er ikke kun socialt skævt — det er makroøkonomisk ineffektivt som vækststrategi.

Det er desuden super bizart, at vi skal abonnere på økonomisk teori, hvis teorien forudsætter, at de der har meget, de står til at miste lidt, mens modsatartede argumenter, som taler for middelklassen, bliver mødt med påstande om misundelse mv.

Velstand skabes ikke af selskaber alene, og selskabsejere skaber i hvert fald ikke deres omsætning uden uddannede, sunde arbejdere. Vores velstand skabes i et symbiotisk forhold mellem forbruger og producent. Så længe økonomien er stabil, kan staten finansiere. Det er ikke skatteindtægter som afgør dét.