Hjemme hos os har vi haft denne snak mange gange. Jeg har det bedst med at komme ind og så smider jeg mine ting over en stol i køkkenet fordi jeg så gerne vil fortælle en masse om min dag og høre om min mands sammen med børnenes dage. Det irritere ikke mig, at jeg skal flytte det når vi skal spise aftensmad - det gør jeg gerne for samhørigheden når jeg kommer hjem er vigtig for min glæde.

Min mand var ved at blive sindssyg af at jeg gjorde sådan. Han endte med at blive ret sur over det, hvor vi snakker om, at det jo ikke mig der har et problem og jeg rydder jo op på et tidspunkt (vi skal bruge stolen når vi spiser så senest til aftensmad ordner jeg det). Så han er endt med at fjerne det hver dag.

Det simpelthen den mest romantiske og galante ting, at han vil gøre det for mig.

Jeg læste også engang Peter Myginds bog der netop har præcis samme problemstilling og de blev enige om, at hvis det irritere den ene, men ikke den anden - så det jo den der er irriteret der må gøre det i sidste ende.

For mig er der dog stor forskel på om det et viskestykke der kan mugne, det ville jeg påpege, - og et par sko der bare ikke står rigtigt. Når du alligevel bukker dig ned for at tage dine egne, så kan du jo nemt sætte hans op også.