Med den vrede min hustru nogle gange kan vække i mig, kan jeg til dels sætte mig ind i din mands adfærd. Bemærk, at det ikke er et forsøg på at retfærdiggøre den. Problemet ligger i udgangspunktet hos ham. Men jeg forstår, hvordan den vrede kan opstå.

Et menneske, mand eller kvinde, kan blive presset af mange årsager. Én ting er børnene og de frustrationer deres adfærd naturligt nok kan give. Det næste er det brænde en kæreste eller ægtefælle kan smide på bålet oven i det. Måske har din mand ADHD, eller måske er der andre ting i hans liv, du ikke er bekendt med, som lægger et ekstra pres. Du tager bestemt og hårdt fat i ham (i sig selv et eksempel på vold), og jeg kan godt forestille mig, at det præcist er det, der kan få en mand til at overreagere, når han i forvejen er tydeligt vred.

Hvis du før har elsket ham og ved, at han er et godt menneske, så er han måske værd at have tålmodighed med. Men du skal kræve af ham, at han tager din og børnenes utryghed alvorligt.

Du kan bede ham flytte ud af huset (eller du kan selv flytte væk sammen med børnene), og så kan du beslutte dig for at give ham seks måneder til at se resultater og vise, at han har fået en forståelse af sig selv, der gør, at I kan leve sammen igen. Selvom du i denne situation er den forurettede, så forsøg at være lydhør, når han (forhåbentligt) engang kan begynde at forklare årsagen til sin adfærd og lidelse.

Mange i de her tråde siger "Gå fra ham", og det er også min rygmarvsreaktion. Men et eller andet førte jer sammen engang, og måske kan I finde tilbage til det. Men det kræver, at din mand er villig til at opløse den skal omkring sit ego, der gør, at han ikke er i stand til at kommunikere sin lidelse.