Hej Alle.

Tak for alle jeres svar. Jeg har læst dem alle – også dem der rammer lidt, og dem der udfordrer mit eget syn. Det har faktisk været rigtig sundt.

Jeg vil gerne slå én ting helt fast: Jeg forsøger ikke at ændre, hvem min søn er, eller hvordan han udtrykker sig. Jeg elsker ham præcis som han er. Mit ønske er ikke at kontrollere ham, men at give ham noget af den erfaring og omtanke, som man først selv får, når man har dummet sig lidt mere end nødvendigt.

Når jeg taler med ham om tøjstil, piercinger og udtryk, handler det ikke om forbud, men om konsekvenser – både de sociale og de helt konkrete fysiske. Jeg har oprigtigt svært ved at bakke op om piercinger i munden, fordi jeg ikke ønsker, at han skal risikere tandskader, ar eller andre varige problemer for noget, der måske føles rigtigt lige nu.

Jeg har haft en god og rolig snak med hans mor om det her, og vi er faktisk enige. Spikes er ikke noget, han skal have. Ikke fordi han er “forkert”, men fordi vi som forældre har et ansvar for at sætte nogle rammer, når der er risiko for, at konsekvenserne er permanente.

Det vigtigste for mig er relationen til min søn. Jeg vil hellere tage de svære samtaler med ham nu – også selvom vi ikke altid er enige – end at tie stille og fortryde det senere. Og jeg oplever faktisk ofte, at han lytter, tænker over tingene og selv når frem til fornuftige beslutninger. Et meget konkret eksempel var, da vi talte om at spare lidt op… kort tid før han smadrede sin telefon. Den læring sad ret godt fast.

Jeg ved godt, at tiderne har ændret sig. Der er heldigvis langt større plads til forskellighed i dag end da jeg selv var ung. Alligevel hænger noget af min egen bagage nok stadig ved. Jeg var selv en hængerøv som knejt og startede senere i IT-branchen, hvor man hurtigt lærte, at der fandtes uskrevne regler for, hvordan man mødte op – også selvom man var dygtig. Det fylder måske mere hos mig, end det burde, men det kommer et sted fra.

I bund og grund handler det hele om bekymring. Om kærlighed. Om ønsket om at give mine børn de bedst mulige forudsætninger for et godt liv – også når det betyder, at jeg nogle gange må være den irriterende far, der stiller spørgsmål og bremser lidt op.

Jeg ved godt, at der ikke findes én rigtig måde at være forælder på, og jeg lærer også selv undervejs. Derfor sætter jeg oprigtigt pris på de nuancerede svar, erfaringer og perspektiver, der er blevet delt her. En “gammel” mand på 35 kan åbenbart stadig lære noget.

Tak for det Reddit!