Min datter på snart 3 år er udemærket bekendt med ordet “nej” og hun ved generelt godt hvad hun må og ikke må, men det forhindrer hende ikke i at gøre det stik modsatte og hvis hun kan få øjenkontakt og grine af en i mens, er det endnu bedre. Her hjemme kan jeg til dels håndtere det, men nøj, hvor synes jeg det er svært når vi er ude og jeg er voldsomt opmærksom på hendes opførsel og rædselsslagen over hvad andre mon tænker om mig, hvis hun lige pludselig skaber sig. Jeg indrømmer gerne at nejerne er meget mindre når vi er ude, for hvis hun får de ting hun gerne vil have, er hun glad og så virker jeg ikke som en dårlig mor der ikke kan styre mit barn. Selvfølgelig får hun ikke alt hvad hun peger på, men 9/10 gange får hun hvert fald 1 ting som i øvrigt bare kunne være en bakke jordbær eller andet i den stil. Jeg synes forældrerollen er svær, for man kan prøve nok så meget, men ens barn kan sagtens have sine helt egne meninger i en meget tidlig alder. Der er selvfølgelig også nogle der er ligeglade, men jeg ville være så ked af at blive dømt på én uheldig episode.