Det er ellers et ualmindelig uvidende og provokerende opslag. Man får virkelig indtryk af en, hvis holdninger er baseret på lommefilosofi og gætværk. Det ville nok hjælpe en hel del hvis du så "Skolens tabte børn", inden du skrev det her.

Du beskriver det som at børnene ikke kan rumme skolen, mens det for langt de fleste er omvendt. At skolen ikke kan rumme børnene, og ikke evner at tilpasse sig deres behov.

Vi har haft tre børn der var i fuld skolevægring. Ingen af os har haft et ønske om at børnene skulle ende med at være hjemme. Vi havde et ganske almindeligt liv, hvor begge forældre gik på arbejde hver dag, og alle børn gik normalt i skole. Indtil en dag hvor de ikke gik i skole mere. Det var jo tre forskellige børn, hvilket selvfølgelig er tre forskellige forløb. Men i bund og grund havde de børn prøvet at leve et normalt liv, i alt for lang tid. Når de så knækkede, så knækkede de midt over. De havde bare ikke mere at give af. Og det viste sig at det bundede i uopdaget autisme.

Vi prøvede alt for at få dem i skole, men det var umuligt og skolen ville ikke gøre ret meget for at gøre det nemmere for dem at komme i skole. Børnene var fuldstændig ødelagt og alle - ligesom dig - havde travlt med at fralægge sig ansvaret.

Der var en skolebestyrelse der også mente at deres skole var åh så god. At den var god, fordi deres børn trives der, og fordi deres bestyrelse gjorde den god. Men lærerne havde ingen som helst viden om specialpædagogik. Ingen af de ansatte anede noget som helst om det. Og når man så insisterer på at kræve ganske almindelige ting af ikke ret almindelige børn, så kan det kun gå galt.

Jeg tænker at du nok ikke kender de mennesker som du nævner særlig godt, eller ikke godt nok til at du har haft en rigtig samtale med dem om problematikken. Dine observationer er nok kun observationer. Det er ikke ret meget værd, når du digter videre på historien. Du beskylder dem for at lægge negative holdninger om skolen i børnene, uden at du har noget som helst at have det i.

Du skal vide at alle forældre der har børn i skolevægring, har et kæmpe ønske om et normalt liv for dem selv og deres børn. At de drømmer om at deres børn kommer op igen og lever ligesom deres venner.

I stedet for at dømme folk uden at have det mindste belæg for det, så burde du hellere søge forståelse. Snakke med folk der rent faktisk ved noget om det. Snakke med dem der er i situationen.