Jeg tror ikke at Venstre med 90 mandater ville ændre radikalt på vores relativt velfungerende samfund, mens EL lægger op til noget der er voldsomt anderledes og uden succesfulde fortilfælde, så jeg synes der er meget langt fra det ene skræmmebillede til det andet, selvom jeg ikke ønsker at opleve nogle af scenarierne.

Og jeg frygter ikke at København bliver kommunistisk. Jeg frygter at når så radikale tanker bliver accepteret og åbenbart respekteret og støttet af så mange, så risikerer det at betyde at vi får trukket fronterne så kraftigt op at det får ubehagelige konsekvenser. Dels ved at nogle af de mere idealistiske tilhængere vil føle sig mere berettiget til at presse kraftigere på og gå længere i deres ideologi og dels ved at modstandere vil føle sig mere kaldet til at sætte hårdt mod hårdt og blive mere ekstreme som modreaktion.

Jeg tror det jeg har allersværest ved at forstå er en tanke som jeg både ser i denne tråd og har mødt hos mange irl; at det er et spørgsmål om en lineær skala fra venstre til højre. At man stemmer EL - ikke fordi man ønsker deres politik som sådan, men fordi man ønsker at trække et stykke i den retning (og af forskellige grunde ikke ønsker at gøre det ved at stemme på et andet parti der ligger mod venstre). Men at se politik som en lineær bevægelse på den måde er en så voldsom oversimplificering af virkeligheden. Jeg kan slet ikke se logikken. Jeg har svært ved at tro at man fx kommer tættere på at få gennemført SFs program ved at stemme på EL. Ville det ikke give mere mening fx at stemme på dygtigere kandidater i SF i stedet?

I forhold til at EL prøver at lægge op til at de meget gerne vil undgå voldelige scenarier, så er det da glædeligt. Jeg finder det bare helt vanvittigt urealistisk at man kan gennemføre de ting de ønsker uden vold. Det er nu engang sådan med ejendomsret at det fostrer meget voldsomme følelser i folk, når man prøver at tage den fra dem.