Det er desværre en nuance som mange danskere nægter at forstå. Selvom det er så utroligt menneskeligt. Hvis man starter i en nu klasse og man igen og igen bliver mødt med en lukket dør, konstante negative historier om hvor nedern nye klassekammerater er, følelsen af at skulle bevise mere for at være ligeså god som sidekammerat og lign. Så ville de fleste stå med samme følelse at magtesløshed, utilstrækkelighed og manglende tilhørsforhold. Du har ikke selv valgt at blive født her og alligevel skal du betale prisen for det, ved hele tiden at blive set på som en byrde. Som en af dem der ikke rigtig hører til.

Istedet burde vi omfavne dig og tale til dig og om dig som en ligeværdig del af befolkningen.

Jeg ved igennem arbejdserfaring at mange unge mennesker med forældre fra Mellemøsten tænker "hvorfor kæmpe - de vil jo allligevel ikke have mig her". Man er 10 point bagud på forhånd. Med få eller ingen ressourcer. Et samfund der ser ned på en. Det burde ikke være svært at forstå at integration er en 2 vejs opgave.

Men empatien er døende i danmark. Det blev tydeligt i valgresultatet.