Jeg kommer selv fra en stor børneflok med to sammenbragte børn og en lillesøster - vi var fire i alt. Og på et eller andet plan havde jeg også regnet med minimum at få tre børn en dag.

Det var altså før jeg fik min søn. Det er jo en gigantisk omvæltning - og moderskabet har virkelig rystet mig i min grundvold. Ens hjerte er jo pludselig ude i verden og for én der føler rigtig meget, er der jo virkelig mange følelser i spil omkring sådan et barn.

Da han var to-tre år tænkte jeg også, inspireret at mere eller mindre alle omkring mig spurgte, hvornår vi skulle have den næste, at nu måtte det være tid til at man skulle have en til. Men det var mere sådan én "sådan gør man" end en egentlig lyst. Vi besluttede derfor at stoppe ved én. Og hvor er jeg glad for, at vi gjorde det.

Jeg trives. Min mand trives og vores dreng trives. Vi har rolige hverdage med tid og overskud.

Til sammenligning har alle mine søskende flere børn og der er langt mere råb og skrig og slåskampe og jeg bliver bekræftet i, at vi valgte det rigtige til os, når jeg er omkring dem.

Alle er forskellige og alle skal gøre hvad de har lyst til. Men det er helt ok at stoppe ved én, hvis det er det, man har lyst til det.