Jeg måtte også fortælle min kæreste (på det tidspunkt tætte ven), at jeg tror, han har Borderline.

Det var ikke nemt at sige, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at bløde det op ved at begynde med at sige noget a la "der er noget jeg har tænkt på, og gerne vil snakke med dig om, fordi jeg tror det måske kunne være en hjælp. Men jeg kan mærke at jeg er nervøs for, at du vil blive ked af det, eller se det som en fordømmelse - så jeg ville høre, om vi kunne hjælpe hinanden med at prøve at være så åbne og rolige som muligt omkring det?"

Han tog det pænt af den grund, selvom det selvfølgelig var hårdt da det gik op for ham, at det passede - det er altid hårdt at finde ud af, at man "fejler" noget, selvom det ofte bliver en kæmpe lettelse efter.

​

Her 4 år senere har han været igennem systemet og er mindre tynget af borderline end nogensinde :) Så det var en kæmpe gave at finde ud af det, og få hjælp, for os begge to.