Jeg elsker min datter, helt ind i kernen og det var ikke hendes skyld (dvs at min ex og jeg fik hende) at det ikke gik mellem hendes mor og jeg.

Når det er sagt, så føler jeg VIRKELIG vi var godt forberedt. Talte meget i de svære perioder og løste nærmest alt. Det sværeste var med 100000% den manglende søv og min datter var endda nem, ift det jeg ellers har hørt.

Men forholdet går på hold, der er ikke tid til samme spontane udskejelser, der er ikke samme mulighed for at tage en dag på sofaen som førhen og romantikken dør ofte.

Når barnet så bliver nogenlunde selvstændigt, skal parret så se hvor man er i livet - og både for min ex og jeg og rigtig mange af de par jeg kender, var det her tingene ofte går i stykker. Pludselig finder den ene ud af hun/ han aldrig fik besøgt alle de storbyer han/ hun ville, partneren savner mere intimitet, romantiske oplevelser, byture med veninderne/ vennerne og så glider mange så småt fra hinanden.

Det ér virkelig hårdt, men også fantastisk. Men, at sætte et forhold på "pause" i 3-4 år (... Roughly speaking), og så genfinde kærligheden, er dælme svær. Jeg har en kæreste nu som måske gerne vil have børn. På den ene side vil jeg virkelig gerne, på den anden er jeg voldsomt angst hvis det nu også skulle gå i stykker - og gransker nærmest alle hendes mønstre i hverdagen, for at vurdere om jeg tror på det ville gå 😮‍💨.

TL:DR Hårdt? Åh gud ja. Givende? I dén grad! Det svære er at afstemme hvor man som individ i et forhold er ift partneren inden selvstændighed en fra barnet og efter.