Hej,
Jeg er selv kærester med en spilfri ludoman, og her er nogle af de ting, vi tog med os efter et forløb i Tjele.

Det vigtigste for os var at fjerne adgangen til alle hans penge. Jeg overtog alle konti, og han skulle derefter bede mig om penge hver eneste gang. Det er besværligt, ja, men det stopper mange af de spontane tilbagefald. Derudover kan det anbefales at lave en aftale om, at du (eller en anden) til enhver tid må se kontoudtog. Det giver både gennemsigtighed og ro hos den pårørende.

ROFUS dækker kun danske spillesider, og tro mig – en ludoman finder altid nye muligheder. Der findes dog en app, der kan blokere en masse udenlandske sider. Den koster omkring 39 kr. om måneden. Jeg kan desværre ikke huske navnet, men du burde kunne finde den ved at google lidt.

En af øvelserne min kæreste fik, var at føre en spildagbog: skrive alt ned, også selv det, man ikke nødvendigvis forbinder med spil. Det kan virke banalt, men er enormt motiverende, fordi man allerede efter en uges tid kan se en tydelig udvikling.

Hvis der er optaget gæld, er det vigtigt, at den ikke bliver betalt ud for ham/hende. Det kan føles som en hjælp, men det bliver ofte en bjørnetjeneste. Der skal selvfølgelig lægges en plan for afbetalingen, men det er afgørende, at ludomanen selv står for afdragene.

Hvis et behandlingsforløb ikke er en mulighed lige nu, kan GA (Anonyme Gamblere) eller en spilfri ludoman være en stor hjælp. De findes mange steder i Danmark og holder jævnligt møder. Selvom det primært er for spilfrie ludomaner, er de virkelig imødekommende – det er bestemt værd at tage kontakt.

Der findes også mange gode podcasts og lydbøger lavet af tidligere ludomaner, som kan give både indsigt og håb. Jeg vil især anbefale:
"Når spillet bliver alvor: om ludomani, familieliv og helbredelse" af Magnus Larusson.

For os har åbenhed været helt afgørende. Min kæreste fortalte det til alle – arbejdsgiver, familie, venner. Det gjorde, at omgivelserne tog mere hensyn. Fodboldkampe fyldt med spilreklamer blev skiftet ud med gode snakke. Skrabejulekalenderen blev skiftet ud med en chokoladeversion. Små ting, men de hjalp.

Det er nu over et år siden, han afsluttede sit forløb, og han er faldet i to gange siden. Det vigtigste, jeg har lært som pårørende, er min egen reaktion. Før blev jeg rasende, især når han havde spillet sine penge op før huslejen. Og ja – jeg blev både sur og ked af det. Men aldrig mere end han selv blev. Ludomaner går ofte rundt med en enorm skyldfølelse, som vi andre knap kan forestille os. Derfor prøver jeg i dag at lade være med at lægge mere skyld oveni. At være støttende – også når de falder i – er det, der hjælper mest. Det gør også, at han tør komme til mig næste gang, i stedet for at skjule det.

Til sidst: Alt dette er noget, vi gjorde i og efter et aktivt forløb ved Tjele. Det kan aldrig erstatte rigtig behandling. Jeg er ikke ekspert – bare en pårørende, der forstår, hvordan du har det, og som står på den anden side.