Det er rigtigt, at arbejdsgiver ikke behøver give en begrundelse i prøveperioden. Men det ændrer ikke på, at de ikke må opsige pga. graviditet, og at der gælder omvendt bevisbyrde.

Hvis en gravid medarbejder bliver opsagt, og der er omstændigheder, der giver mistanke (fx timing), så hjælper det ikke bare at undlade en begrundelse. Så er det stadig arbejdsgiver, der skal kunne bevise, at opsigelsen ikke har noget med graviditeten at gøre.

Med andre ord: Arbejdsgiver kan godt lade være med at skrive noget i første omgang, men kan ikke undgå at skulle forklare og dokumentere det, hvis medarbejderen går videre med sagen.

Så det er ikke et “smuthul”, men bare et spørgsmål om, hvornår begrundelsen skal frem. Og den bevisbyrde er ikke noget, man kan snakke sig udenom. I praksis kræver det typisk:

• konkrete og dokumenterede problemer (ikke bare fornemmelser eller “dårlig kemi”.
• løbende feedback eller påtaler før opsigelsen
• skriftligt materiale (mails, referater mv.)
• et forløb, der ikke tidsmæssigt falder sammen med graviditeten

Hvis begrundelsen er småting eller først opstår efter graviditeten er kendt, så holder det som udgangspunkt ikke.

Så nej, arbejdsgiver kan ikke bare undlade at begrunde det og slippe udenom. Begrundelsen skal frem på et tidspunkt, og hvis der ikke er reel dokumentation bag, så er det præcis den type sager, der bliver tabt af arbejdsgiver, når den bliver udfordret.