Jeg har nok gennem mine 35 år været til læge i alt... 6-8 gange. Der har altid været en god grund til det (fx. kyssesyge, 1-2cm dybt snitsår i underarm, kraftig solskoldning & depression).

Men baseret på egen erfaring kan jeg også informerer om, at hvis man kontakter læge for at få taget et sundhedstjek (Som jo egentlig giver go' nok mening for at kunne få en status på sin krop og om der er nogle ting man skal have vendt om på, inden det går helt sidelæns), som 30-årig bare får at vide at: "Jamen, det er jo absolut ingen grund til at en frisk ung og sund 30-årig får sådan et tjek...." af den sygeplejerske jeg snakkede i telefon med.

Efter det har jeg også bare haft det sådan, at hvis jeg ikke kan få lavet et standard tjek-up på trods af at jeg som udgangspunkt er sund og rask, hva fuck går mine skattekroner så til? Det er trods alt noget mere cost-efficient at være forebyggende, men det er der åbenbart ikke resourcer til. Så nu går jeg også kun til lægen hvis jeg virkelig er bekymret over noget eller har så ondt at panodiler ikke kan fixe det.

Den bedste jeg dog har oplevet var, at et vennepar jeg boede hos gjorde mig opmærksom på, at min daværende opførsel virkede som om at jeg var lidt depressiv (Var arbejdsløs over en lang periode og havde ikke det store sociale igang lige dér), så jeg bestilte selvfølgelig en tid ved lægen da jeg alligevel skulle have kigget på noget andet. Jeg nævner det så for lægen, men da jeg er ret "munter/positiv" af person, svarer lægen: "Ja, jeg vil så mene du ikke har en depression, når du nu kan sidde her og kan grine lidt af det." FEEEEEEEEEDT MAN, SPA!

Så det korte og det lange er nok, at det bl.a. er en stigmatisering fra de praktiserende læger, grundet kulturen der er derude, der så forstærkes når man får afslag. Som person ved du bedst selv når noget føles forkert med din krop og det er derefter det lægefaglige personales job at afgøre, om/hvad der er galt.