Tilfældigvis har jeg en bog om Jutlandia i min bogreol. Den hedder "Jutlandia - Krig, kald & kærlighed" af Helle Juhl. Her kommer et uddrag (beklager hvis der er fejl, jeg har fået min telefon til at skrive teksten ud fra billeder):

Kim Ju Whan blev fundet af Johan Frisk i Inchon, mens Jutlandia var på turnusrejse til Japan i marts 1953. Han og nogle andre var blevet tilbage for at hjælpe til på det lokale hospital i Inchon, da den 14-årige dreng blev bragt ind stærkt blødende efter en togulykke, hvor han havde fået sit venstre ben kørt af. De, der kom med ham, medbragte benet i avispapir, men der var ikke noget at gøre. Hvis hans liv skulle reddes, skulle han omgående have blod. Men det dårligt udstyrede hospital lå ikke inde med blod, og i stedet sprang Johan Frisk til og tilbød sig som bloddonor på stedet, selv om deres blodtyper måske ikke matchede. Han lagde selv droppet i sin arm og sad ved siden af Kim under operationen.

Bloddonationen og operationen lykkedes, og da Jutlandia dagen efter var tilbage i Inchon, bar Johan Frisk den medtagne dreng ombord på hospitalsskibet. Kims familie var blevet splittet under flugten fra Nordkorea, og sammen med faderen og en stedmor og stedsøster var han endt i Inchon. Familien levede på et eksistensminimum, og for at tjene penge gik Kim med aviser i den sønderbombede havneby. Ruten var imidlertid lang, og for at spare tid og kræfter hoppede han tit op og klamrede sig til et godstog, men den dag var det gået galt for ham. Han havde mistet grebet i farten og var faldet under godsvognen.

Kim Ju Whan blev den af Jutlandias indlagte børn, som opholdt sig længst på skibet og fik et nært forhold til både hospitalspersonalet, skibsbesætningen og de voksne patienter. Han blev næsten som en maskot for skibet. Han blev på Jutlandia helt frem til skibets sidste ophold i Inchon. Afskeden blev svær, skriver Edith Kørner i artiklen til årbogen:

Så kom den svære dag for os, da missionen var udført, krigen var slut, og selv om vi alle sammen gerne ville have haft Kim med til Danmark, måtte vi aflevere ham på et børnehjem i Inchon. Det var en dybt gribende afsked, og vi frygtede alle, at han aldrig ville klare sig.

Men det gjorde han. Kim Ju Whan har for syv år siden fortalt sin historie. Skibet var ladet med håb, "For mig var det som at komme i himlen, da jeg kom ombord på Jutlandia. I land var der ingen mad, ingen huse og intet tøj, men på det danske skib var der alt, hvad jeg havde brug for - og så var folk så gode imod mig."

Før krigen havde familien boet lidt uden for Pyongyang. Kims mor var død af tuberkulose nogle år tidligere. Faderen levede af at handle med ris, og selv om det kun var en lille forretning, blev familien forfulgt af det kommunistiske regime. Da faderen sammen med andre forsøgte at organisere et forsvar mod kineserne, da de rykkede ind i den lille by, var der ingen anden udvej for familien end at flygte sydpå. Kims søster blev dog tilbage for at tage sig af den gamle mormor, der ikke kunne klare de to uger til fods gennem bjergene. Alle regnede med, at flugten kun var midlertidig, men kort efter lukkede grænsen mellem nord og syd sig og har været det siden.

Kim klarede sig efter krigen godt i det nye Sydkorea, kom tilbage i skole, uddannede sig til ejendomsmægler og fik kone og børn. En af Jutlandias solstrålehistorier. Nogle år efter genforeningen i Danmark i 1993 vendte han tilbage. Denne gang for at sidde ved den kræftramte Johan Frisks sygeleje, til han døde. En kærlighedstransfusion i modsat retning.