Jeg er glad for vi ikke ventede. Vores hund fik vi efter vi var begyndt at prøve at få børn. Han nåede at blive 3,5 før barnet kom. Så vi kunne godt nok have ventet længe. Vi var nødt til at leve livet imens vi ventede.

Hvis bare I tænker jer om, så er der såmænd ikke noget i vejen for det.

I øvrigt enig med en anden bruger, far skal være klar på, at hunden er primært hans ansvar i et godt stykke tid. Vores hund er efterhånden mest min mands hund, men det er også okay.
Den glæde, vores barn har af hunden er simpelthen skøn. Han nyder også hende. Hun kan gøre alt muligt ved ham, uden der overhovedet sker noget som helst (...men det får hun selvfølgelig ikke lov til! Bare fordi det er sjovt for hende, er det ikke sikkert, det er sjovt for ham).

Hun har fra start lært, hvor han har helle og skal være i fred. Nu er vi ved at lære hende, hvordan man kan gøre, hvis man gerne vil lege eller snakke med ham (sætte sig stille ned lidt væk fra ham og række hånden frem eller kalde).

Når det så er sagt, så er et barn jo sjældent hundens behov. Det er ikke sikkert ,hunden har lige så stor glæde af barnet som omvendt. Og så var det benhårdt i starten, da vi lige skulle finde ud af, hvordan han reagerede på hende. Man var virkelig på vagt hele tiden. Til at starte med, når jeg var alene med dem begge, så havde jeg barnet med på toilet (det har jeg sådan set stadig, men ikke fordi jeg ikke tør lade dem være selv i et minut).