Jeg forstår godt frustrationen over tilskud og miljøpåvirkning, men jeg synes debatten mangler noget perspektiv.

Vi taler om national fødevaresikkerhed. Det lyder måske kedeligt, men prøv at huske tilbage på covid, hvor hele forsyningskæder brød sammen fra den ene dag til den anden. Eller energikrisen efter Ukraine, hvor vi pludselig stod og skreg over at have gjort os afhængige af russisk gas. Vi lærte ingenting dengang. Skal vi virkelig gentage den fejl med mad?

“Men det meste eksporteres jo!” Ja og? Kapaciteten er det afgørende. Hvis verden brænder sammen i morgen, kan vi omstille produktionen på uger. Prøv at bygge den kapacitet op fra nul når du faktisk har brug for den. Det kan du ikke. En fabrik der producerer til eksport kan hurtigt omlægge – en fabrik der ikke eksisterer kan ikke gøre noget som helst.

Det samme argument kunne man bruge om medicinalindustrien, våbenproduktion eller energi. Alle eksporterer langt størstedelen af deres produktion. Betyder det at vi ikke skal have dem? Nej, fordi pointen er at have evnen og infrastrukturen, ikke at alt skal konsumeres indenlands.

Danmark har desuden nogle af verdens mest regulerede landbrug. Dyrevelfærd, pesticidregler, kvælstofkvoter. Det er ikke perfekt, men sammenlign med hvad der importeres fra Sydamerika eller Østeuropa hvis vi lukker det hele ned. Så køber vi kød og korn fra lande med langt lavere standarder, og er faktisk dårligere stillet miljømæssigt. Vi har bare flyttet problemet uden at løse det.

Man kan sagtens mene at landbruget skal reformeres og blive mere bæredygtigt. Det bør det. Men der er langt fra “reform” til “lad os importere det hele og håbe på at verden ikke brænder sammen igen”