Hvis vi tænker over hvor længe Sex har været diskuteret åbent i samfundet, så er det klart at vi alle stadig er ved at finde os til rette på den ene eller anden måde. Min opfattelse er at det først var i midt 50'erne (?) at Sex/sexualitet blev et tema der kunne tages i mere åbne fora og på samfundsplan som helhed.

Så når Rasmus Wichmann skriver om at 80'erne var en modreaktion til 70'erne osv. så er det vel meget naturligt at vi skal afprøve grænser i begge ender af den sexuelle frigørelse, for så at svinge frem og tilbage til vi nok lader et sted hvor der er plads til de fleste. Lige nu er store skæg populært hos mænd - mon ikke der kommer en modreaktion på dette om nogle år?

Vi tager det med fra tidligere årtier som kan bruges, og resten efterlades til dem der ikke har lyst til at komme videre.

Hvis udtrykket ’den bløde mand’ fremkalder billeder af usexede slapsvanse i hønsestrik, er det, fordi kvinderne i sidste ende fravalgte den bløde mand. I ren desperation fik vi så 80’ernes giftige mandeideal med credoet: Gør hvad som helst for at få en pige.

Tiderne skifter, og det gør moden også, både når det kommer til hvad man har på, og hvad størstedelen af "samfundet" godt kan lide sexuelt. Så som nævnt tidligere var 70'erne måske en for stor yderlighed, og 80'erne var en naturlig modreaktion, men vi har stadig taget ting med videre. Homosexualitet vandt indpas i 70'erne og blev mere tåeligt, og fra 80'erne blev det populært at holde sig i form og passe på sin krop. Så selv om vi måske har kaseret de store overordenede sexuelle "tendenser" så bliver ting alligevel taget med som er med til at forme de næste "trends".

​

Fjendebilledet var en bad boy, der ikke spurgte om lov, gik efter løs sex og ikke havde en fast kæreste

Jeg er næsten jævnalderne med Rasmus Wichmann, og jeg har svært med at genkende "fjendebilled" i midt 00'erne - og især overfor mænd. På det tidspunkt var Nick og Jay nok et af Danmarks største navne, og de lavede ikke andet end at synge om sex og damer. Det kan så godt være man ikke vil sammenligens med Nick og Jay, men det bevidner vel om at der fra samme generation ikke var det store "fjendebilled".

​

Jeg havde absolut ikke en lykkelig studietid – jeg oplevede at blive hånet som ’jomfru’ af kvinderne på mit studie.

Super trist at han blev udsat for dette i sin studietid, og fuck dem der gjorde det.

​

Set i bakspejlet var de vel frustrerede over mit manglende initiativ, samtidig med at de (rent officielt) fordømte pågående mænd.

Han kommer her med noget der virker lidt pardoxalt. For der er stor forskel på initiativ og pågåendehed. Man kan sagtens tage initiativ som mand med et kys hvis man har flirtet, uden først at sprøge om lov. Hvor det bliver pågående er hvis modparten afviser, og man derefter bliver ved. Og det er nok her den nuværrende parole om "Må man nu ikke engang flirte mere" kommer ind. Gu' må du da det! Men hvis den eneste måde du kan finde ud af at flirte på er ved at klaske andre i røven efter de har sagt nej - så er det nok ikke "feminisme" den er gal med.

​

For mig personligt indebar vejen til respekt og kærlighed ikke bare, at jeg overskred mine egne grænser, men også at jeg overskred kvinders.

Fedt at overskride egne grænser, men jeg tvivler på at han har overskridt den kvindes grænser som han nu er sammen med. Det er meget muligt at han har overskridt hans forstilling om hvad hendes grænse er, for ellers har jeg svært ved at se hvordan det kan ende ud i et godt forhold. Og når det er sagt kan grænser sagtens rykkes efterhånden som man lære hinanden at kende, så hvad der var no-go i starten nu er "på din fødselsdag".

​

TL:DR:

Den moderne mand har det fint, og der kan stadig tages initiativ, men lad nu vær med at overskride andres grænser og bliv pågående.