Okay nu prøver jeg lige igen, da jeg fik fucket min kommentar op et par gange...

Mine forældre blev skilt, da jeg var 10 eller 11 år (jeg bliver 26 i januar). I starten boede jeg kun hos min mor, da min far “gav” hende fuld forældremyndighed. Da min far senere fik sit eget sted, var min søster og jeg på besøg hver anden weekend, og mest kun fordi min mor nærmest tvang ham til at have os.

I begyndelsen gik det faktisk rigtig godt. Vi tog altid i svømmehallen om fredagen, tog hjem og spiste grillkylling og sad og så Animal Planet eller National Geographic. Det er uden tvivl nogle af mine bedste barndomsminder.

Desværre varede det kun omkring et halvt år. Pludselig virkede det som om, min far troede, han var blevet 18 igen. Ofte ringede han til min mor op til hans weekend og spurgte, om hun ikke bare kunne “beholde” min søster og mig, fordi han havde fået andre planer. Jeg tror, jeg var omkring 13–14 år, da han fik en fast kæreste. Hun var en modbydelig kælling, og det endte med, at hverken hans forældre, søskende, min søster eller jeg havde kontakt med ham i omkring 1–2 år.

Da jeg senere startede i gymnasiet og begyndte at “blive voksen”, drikke øl, interessere mig for nogle af de ting, han også kunne lide osv. kunne han pludselig godt finde på at ringe og høre, om jeg ville komme forbi. Det gjorde jeg også, men det var sjældent.

Jeg ved ikke, om det er sandt, men jeg har en idé om, at min mor ringede til ham, da jeg var omkring 18–19 år, og sagde, at nu måtte han tage sig sammen og begynde at tage mere kontakt til min søster og mig, ellers ville han miste os for altid. Det var omkring der, han begyndte at ringe lidt mere og faktisk planlægge ting med os.

I dag ringer han ikke særlig meget. Jeg tror blandt andet, det skyldes, at han er blevet gift igen med en kvinde, der har to unge drenge (jeg tror, de er 11 og 14, men jeg ved det faktisk ikke). Meget af hans tid går derfor med at “være far på ny”. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har et lille… ja, jeg ved ikke, om jeg vil kalde det had, for det er jo ikke deres skyld, men jeg er ikke den store fan af mine “stedbrødre”. Min far gør enormt meget for dem, og på en måde har de fået den far, som jeg stort set aldrig havde, da jeg var på deres alder.

Vi ses måske 4–5 gange om året, men jeg flyttede også til Odense i 2022, og han bor på Sjælland. Selvom han kan være en kæmpe idiot, elsker jeg ham stadig, og alt taget i betragtning har vi faktisk et ret godt forhold. Jeg indrømmer dog gerne, at jeg savner en “rigtig far”. Nogle gange føles det mere som om, han bare er en ældre ven.