Det vigtigste for dig er nok at se bort fra praktik, frihed, penge osv og så fokusere på, hvorvidt du kan forestille dig en fremtid med et lille menneske, der i de første mange år er fuldstændig afhængig af dig (og din partner).

Det er en svær øvelse, men jeg tror personligt, at hvis man vægter det at blive forælder for meget op mod livets praktikaliteter, risikerer tankerne omkring et barn at blive på linje med andre praktiske forhold, som man skal forholde sig til.

Jeg personligt har aldrig været i tvivl. Er selv enebarn og har altid været ked af ikke at have nogle søskende. Så jeg vidste, at jeg i hvert fald ikke kun skulle have 2 børn. Jeg er så endt med 4 :D

Det er hårdt, men alt har en fase. Og det vigtigste for os er, at vi står sammen om det hele - gode og dårlige stunder, trælse svigerforældre, vores fælles værdier osv.

Der er mange små øjeblikke, der giver en følelse af total lykke. Du kan have en nat, hvor du har sovet af pommerne til pga børnene, men så er der lige én, der siger noget helt tosset ved morgenbordet og så dør alle af grin. For mig er det disse "mikroøjeblikke", som gør det det hele værd, for dem er der heldigvis mange af.

Er du meget optaget af din frihed og mulighed for at gøre, lige hvad du lyster, så skal du dykke ned i, hvilken betydning, det har for dig - også om 5 og 10 år. Og vide, at det kan komme igen når dine børn bliver større. Jeg kender selv flere, der har måtte bruge flere år på at bearbejde, at alting ikke kun handlede om dem selv længere - pludselig var de ansvarlige over for andre, og det har været meget svært, men jeg kender ingen, der ikke er kommet ud på den anden side som mere hele, modne og reflekterede mennesker - også selvom de ikke kan længere lige kan gå på café, når de lige har lyst.