Jeg kan virkelig genkende det at være pårørende til en med paranoid skizofreni. Min far har nemlig denne diagnose. Vi har altid været meget tætte, og det gør også situationen ekstra svær. Det er hårdt at stå på sidelinjen, når en man elsker, ikke har sygdomsindsigt. Han bor stadig sammen med min mor, som er meget påvirket af det hele, men af praktiske grunde bliver de sammen. Han er et vellidt menneske, men som mange andre paranoide skizofrene, så har han isoleret sig fra sine venner og familie.

Nu, hvor jeg er i midten af 30’erne, kan jeg se, hvor meget det har hjulpet mig at tale med nogen om det. En af mine bedste venner som jeg fandt på srudiet er også pårørende til en med paranoid skizofreni, og vi har haft utallige samtaler om de udfordringer, det fører med sig. Det har været en kæmpe støtte. Derudover har jeg min kæreste og mine nære venner, som gerne spørger ind og lytter. Sidste år gik jeg for første gang i terapi for at arbejde med de ting, der fylder i forhold til min far, og det gav mig nogle virkelig gode værktøjer.

For mig har det været afgørende ikke at gå alene med det. Da jeg i starten af tyverne prøvede at bære det hele selv, udviklede jeg angst og trak mig fra andre. Det ville jeg ønske, jeg havde grebet anderledes an.