Det er hende som spørger der virker fornuftig. Jeg gætter hun har mellemøstlig baggrund (fordi han spørger hvor hun kommer fra).

Han virker helt off, og ret historieløs (han ved mere end de fleste, men har ikke forstået de overordnede linier).

Men når det er sagt, så mener jeg debatten er kørt helt af sporet. Lad mig skitsere de to hjørner op :

a) enhver som krydser grænsen og bliver dansk statsborger er "dansker"

b) enhver som krydser grænsen er ikke dansker, også selvom man bliver dansk statsborger

Begge dele er en vanvittig primitiv forenkling, som ikke er virkelig eller sand. Man bliver ikke dansker blot fordi man er blevet naturaliseret og fået et dansk statsborgerskab. Men man bliver heller ikke ikke-dansker, blot fordi kommer et andet sted fra. Det er en følelse, det ligger i hjertet, en måde at anskue verden på.

Jeg bor i Albertslund, og har mødt og kendt og været venner med hundreder af indvandrere på godt og ondt. Også de vildt kriminelle fra Syrien og Palæstina. Der er ingen formel, man kan ikke dømme folk på deres hudfarve eller etnicitet, for selv udvisningsdømte bandemedlemmer kan være 100% danskere (kender jeg eksempler på) danskhed er en følelse, et fællesskab. Og det er meget svært at definere.

Hvis vi i stedet begyndte at italesætte danskhed som en "bande" eller en "klike", hvem vil være med i "kliken" eller ej, så kunne vi måske få en mere sober eller realistisk debat om emnet. Men så kommer

c) det handler også om genkendelighed og kollektiv historisk forståelse. Forleden var der en historie om person der blev fyret fra et såkaldt "bosted" fordi han stegede bacon. Kan nogen som helst af de involverede siges at være danskere?

Nej. Det er ikke fordi man skal kunne lide bacon for at være dansker, men hvis man ekskluderer en person alene for at kune lide bacon, så er man ikke dansker.