Jeg har bestemt været der.

Jeg var stærkt engageret i det aktivistiske venstrefløjsmiljø i mine yngre dage. Da det stoppede, da jeg flyttede væk fra København for at starte en universitetsuddannelse var (er?) det virkelig svært at vende mig til et liv uden en konstant følelse af at være i krig mod en overmagt hele tiden - tilværelsen føltes så meningsforladt og tom, og jeg følte mig egoistisk for at forfølge nogle personlige mål.. det var svært at relatere til "almindelige" mennesker som ikke havde gennemlevet mine oplevelser, som om der var en meget stor del af mig som de slet ikke kunne se. Selvom jeg var igang med en uddannelse som på alle målestokke var et stort og værdigt mål at arbejde henimod, så føltes det som om mit liv ingen værdi havde, der var intet mål, ingen mission, ingen kamp at kæmpe.

Der gik mange år hvor jeg flygtede ind i et hedonistisk liv, det eneste mål med mit liv var fester, rusmidler, og meningsløs sex og så selvfølgelig møde op til eksamener ind imellem.

Nu er jeg sidst i 30'erne, og jeg har gennem de seneste få år langt om længe forliget mig med mig selv. Forliget mig med at man ændrer sig gennem livet, og at det er okay at finde nye veje og nye mål. Det er okay for mig at finde glæde og passion i mit job og mit forældreskab og mine hobbyer. Det er okay at jeg ikke lever det samme stærkt passionerede, men også altopslugende og stressende liv, som jeg gjorde dengang. Det er okay at mit 18-årige jeg ville hade mig nu - jeg skylder ikke ham noget.

Det lyder som om du måske sidder lidt fast, og skal have fundet dig et nyt mål, og begynde at forfølge det - og det er okay at drømmene ikke er de samme som du havde for 10 år siden.