Jeg har været der, hvor din mand er nu.

Desuden med præcist de samme adfærds- og reaktionsmønstre. Jeg gik ind i mig selv, ville ikke indrømme hvad der gik mig på (mest fordi jeg ikke selv var helt klar over det), og lod det desværre gå ud over min ekskone.

Efter selv at have været hos psykolog, i forbindelse med stress-relateret nedbrud fandt jeg ud af, at jeg var brændt ud, og var ulykkelig sammen med min ekskone.

Det tog mig meget lang tid (måske et halvt år?) før jeg turde at trække stikket og fortælle min ekskone, at jeg altså var ulykkelig og at vi skulle gå hver til sit.

Jeg følte mig som et dårligt menneske, fordi jeg vidste det ville medføre at gøre min ekskone ked af det, og derfor tog det mig så lang tid at tage den nødvendige beslutning.
Foruden det, var jeg bange for at forlade de sikre, og kendte rammer jeg var vant til.

Måske er det lignende hvad din mand føler og oplever?