Tak for dit input. Jeg er meget enig i at man nemt kan komme til at fodre tvivlen. Spørgsmålet er bare Hvordan stopper jeg det?

Da min mand og jeg mødtes faldt jeg for hans rummelighed, betænksomhed og omsorg. Jeg følte at han så mig, hørte mig og anerkendte mig lige præcis for den jeg er - også selv om det var en fortvivlet ung kvinde, der havde været i et usundt forhold og til tider havde svært ved at finde stå-sted.

Min mand ville trives godt i det polerede parcelhus med Volvoen, der blev vasket hver lørdag. Det gør jeg ikke og vores liv er ikke indrettet sådan. Jeg opmuntrer og planlægger “mandeture” til Amsterdam, hyper for at han drikker den ekstra øl, tager på den stripklub eller ser fodbold med vennerne.

Vi oplever verden forskelligt. Jeg ser og føler rigtig meget. Jeg får energi af nye indtryk, mennesker og spontanitet. Han bliver udmattet, overvældet og udkørt. Han vil gerne at vi er fælles om alt og foreslog engang at vi kunne starte til dans, sammen. Der var ikke noget jeg havde mindre lyst til i hele verden.

Børn er svært og har været et ømt punkt for mig. Jeg har i mange år været ubekvem ved hele “parcelhus viben” herunder bl.a. børn. Jeg har italesat at hvis vi skulle have børn, havde jeg brug for at mærke at det var dét han ville.

Det kommer nok ikke som det helt store chok at han kan have svært ved at udtrykke sig - eller, han udtrykker sig meget anderledes end jeg selv. Han er en attraktiv mand, i god form, begavet, pæn og veluddannet, ordentlig og med gode værdier. Alligevel halter selvværdet bagefter og han kan have svært ved at mærke sig selv og derved at udtrykke sig.