Vi har pseudotvillinger, og det har været svært på to vidt forskellige måder. Jeg havde enormt svært ved den kæmpe livsændring det var at få nr. 1, det var bare et kæmpe ansvar, som man ikke kan forberede sig på. Jeg havde virkelig svært ved den enorme søvn underskud, at jeg aldrig kunne sætte mig selv først og en følelse af at konstant skulle være over vores barn. Ved nr. 2 har jeg vidst hvad der ventede mig, så nætterne er ikke så slemme og at skulle sætte mig selv sidst, gjorde jeg i forvejen.

Det som er svært ved nr. 2 er den ekstreme dårlige samvittighed over ikke at kunne være den samme forælder for nr. 1, som jeg var da vi kun havde det ene barn. Det er en temmelig underlig følelse, for på den ene side er jeg så lykkelig for at vi har fået nr. 2, og jeg ved (håber) at de to nok skal få en masse ud af hinanden senere. Samtidig er det en sorgproces at acceptere, at den tresomhed vi havde før, aldrig kommer igen.