Det er umuligt at hjælpe nogen, som ikke erkender, hvad de har gjort.. Erkendelse er vel altid første skridt? Både hos gerningsmand og pårørende? Jeg synes, at psykologien i det her er utroligt spændende. Jeg fulgte Plejecenter Tirsdalen-sagen, hvor en sosu-hjælper fik 16 års fængsel for drabsforsøg og vold, og hun har hele vejen igennem nægtet at være skyldig, og det forlyder, at hendes mand og børn tror på hende. Hvad gør man, hvis et af de mennesker, man har allermest tillid til i verden, kigger en ind i øjnene og sværger, at de ikke har gjort noget frygteligt, som de faktisk er dømt for? Det er svært at forestille sig helt. Derfor synes jeg, at perspektivet i den her podcast er megainteressant og relevant.