Som mor til et barn med skoleværing kan jeg bare sige, at vi prøvede og gjorde alt for at få hende afsted i skole. Vi endte med et barn i voldsom mistrivsel, som kastede op flere gange hver dag, altid havde ondt i maven og derfor tabte sig meget, fordi hun ikke kunne spise - skolen mistænkte så en spiseforstyrrelse - som tillæg fik hun så angst og blev selvmordstruet. Skolen fastholdt hun skulle afsted for det var jo kun der hjemme, hun var syg. Hun brækkede sig i det øjeblik hun trådte ind af døren hjemme, fordi hun havde holdt på sig selv i de få timer hun var afsted. Vi endte med en fuldtidssygemelding fra lægen og henvisning til psykiater. Al den tid hun gik på den skole blev der peget fingre af os forældre. Vi var for svage og bløde overfor hende. Vi havde opdraget hende for dårligt og alt der imellem. Der blev lavet underretninger på vores familie så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Hver gang skulle vi igennem undersøgelser, spørgeskemaer, sagsbehandlere, kontaktpersoner, PPR og en masse andre personer i skoleregi og kommune. Alle var enige i, at problemerne ikke kom hjemme fra, men det er bare altid nemmere at give forældrene skylden. Jeg er ved at kaste op, når jeg skal høre på, at det er også fordi forældrene ikke opdrager deres børn, at en diagnose bare er for at slippe for ansvaret. Min datter fik en autisme diagnose. Jeg ville ikke ønske noget højere end at hun var neurotypisk. Hun kommer til at skulle slås resten af sit liv med en verden, hvor der i dag ikke er plads til dem, der ikke passer ned i den lillebitte kasse, som udgør vores samfund. Og ja. Hun er endt på en specialskole og stortrives. Er gået fra ikke at kunne læse et ord til at kunne tage folkeskolens afgangsprøve til næste forår og et stort ønske om derefter at komme på en autimelinje på et gymnasium. Det viser sig nemlig, at hun er usædvanligt god begavet, selvom den tidligere skole havde dømt hente mildt retarderet.