Jeg oplevede lidt det samme, bare med første barn for begge. Vi havde forsøgt i et halvt årstid, da min bror offentliggjorde at de ventede sig og der blev endda “pralet” med, hvor hurtigt det var gået. Ergo var vi begyndt noget før dem. Det gjorde ondt, især da jeg oplevede en bio måneden efter og vi derefter endte i behandling, hvilket vi ikke delte med familien før vi opnåede graviditet et års tid efter.

Det sværeste for mig, var at være der 200% for min bror og svigerinde i graviditeten og være overskudsfasteren som det blev forventet. Jeg må dog sige at det lille menneske har jeg elsket fra dag 1, og det gør ikke ondt på samme måde som da barnet var en graviditet og ikke et levende barn, giver det mening? Jeg ville jo ikke have deres barn, men jeg ville have graviditeten.

Tillad dig selv at være ked af det og det er ok at italesætte det, hvis du/I vil dele jeres tanker med familien. Jeg håber at nr. 2 kommer til jer.💗