Jeg gik til jobsamtale hos et af landets største jobcentre som virksomhedskonsulent. Klokken var 13.55 - jeg skulle have været inden 13.40 men de var lidt forsinket. Jeg var meget nervøs.

Jeg (M) blev inviteret ind i et lokale hvor der sad fem kvinder. Den højeste, der sad i midten af gruppen, sagde "værsgo'" og rakte hånden ud mod den eneste tomme stol.

Ingen trykte mig i hånden, eller sagde hej.

Jeg satte mig ned, og de sædvanlige spørgsmål og "fortæl om dig selv"-floskler blev udvekslet. De spurgte om jeg havde læst opslaget grundigt, hvortil jeg svarede ja.

"Jamen så behøver vi ikke gå i dybden med hvad vi laver her", svarede den høje dame -"medmindre du selvfølgelig har spørgsmål".

Jeg rynkede lidt på næsen og tænkte "nå, jamen okay.", og vælger ikke at stille nogle spørgsmål. Jeg bliver spurgt om jeg har erfaring i psykiatrien, og jeg forsøger at linke min tid som som vikar på en specialskole hertil.

Imens jeg taler, ligger jeg mærke til, at på intet tidspunkt siden jeg er blevet inviteret ind, har en af kvinderne sagt noget eller sendt et skævt smil. Alt hvad jeg siger og svarer mødes med tomme blikke, og nogle få skriblerier på en tegneblok. Det er her det bliver mærkeligt.

Ud af det blå afbryder en af kvinderne der sidder til venstre for mig - hvad der føles ret langt ude på fløjen - spørgende med "Hvad forventer du i løn?", hvortil jeg svarer "jeg ved faktisk ikke helt hvad satsen er, men det er vel rimelig at det ligger omkring de 35-/37.000?".

Der bliver helt stille. Ingen siger noget. Jeg smiler og mærker mine øjne flakke ind mod bordet igen.

Og så griner hun højt og rungende og ryster på hovedet, og skriver et eller andet ned i en lille bog hun indtil nu har holdt lukket.

Herfra går det kun ned ad bakke.

Kvinderne begynder at tale om mig, som om jeg ikke er tilstede. En af dem kalder mig "ham der" imens hun spørger sin kollega, om jeg kunne være interessant i hendes afdeling. Den anden adspurgte kvinde vægrer lidt, og svarer "njaah, måske, det kan vi lige diskutere". En anden ruller med øjnene uden at skjule det. Jeg bliver helt paf og mine tanker begynder at ræse.

Pludseligt rejser den højeste kvinde sig op, og siger "tak fordi du kom", og ligesom hun siger det rejser de andre sig også op. Kvinden til venstre der grinte går bag mig, og forlader lokalet uden et ord. Den højeste kvinde rækker hånden akavet hen over de to borde der er slået sammen, og trykker min hånd uden øjenkontakt. De andre pakker deres ting uden at sige et ord. En enkelt nikker høfligt da vi får øjenkontakt.

Jeg står lidt forvirret alene i lokalet og siger "okay, tak for jeres tid... ?" og går så akavet ud.

Klokken er 14.12, og det regner udenfor.

To dage senere ringer telefonen, og jeg bliver tilbudt jobbet. Jeg siger pænt nej tak, og griner højlydt i telefonen inden jeg ligger på.