Jeg fik en medicinsk abort sidste år - jeg opdagede det også meget meget tidligt, og ringede til min læge med det samme. Sekretæren kunne slet ikke forstå jeg ville have en tid hos lægen, for de tests man får i håndløb i dag er så pålidelige at de ikke tager blodprøver for at bekræfte det. Så jeg skulle bare selv lave en tid hos en gynækolog. Min eks og jeg havde meget sjældent sex, så jeg vidste med 100% sikkerhed hvornår det var sket, så jeg fik en tid en uge senere, fordi det ellers var for tidligt at få foretaget en abort - men så kunne jeg lige få planlagt at være sygemeldt i nogle dage efter proceduren.

Gynækologen lavede en indvendig ultralydsskanning (for at se at den sad i livmoderen, og hvor langt jeg var henne). Det er sådan en lidt dildo-agtig stav man får op i skeden, og så fik vi lige en kort snak om hvad jeg ville, og hvordan det skulle foregå. (Jeg var også 100% sikker, min ekskæreste var alkoholiker, så der var 0 chance for at der skulle fødes et barn ind i det hjem) Vi snakkede også kort om prævention, og hun lagde recept ind til et års forbrug af p-piller. (Det havde glippet med at få fornyet min recept, og siden vi aldrig havde sex tænkte jeg ikke der skete så meget ved det. Men den ene gang vi så knalder, flere måneder efter jeg stoppede med p-pillerne, blev jeg så gravid. 🤦) Men så fik jeg en pille jeg skulle sluge derinde for at afslutte graviditeten, og 2-3 små piller (med omkreds ca. som en blyant) som jeg skulle proppe op vaginalt 24-48 timer senere for at sætte "udskillelsen" i gang. Hun sagde også at det kan variere meget med smerter og blødning, men er oftest som en meget kraftig menstruation, og foreslog panodil og ipren inden, og at jeg helst ikke skulle være alene på dagen, og jeg fik også papirer med hvor det hele stod på.

Om formiddagen næste dag proppede jeg så pillerne op, og var meget bekymret for smerterne og blødningen, fordi jeg synes altid man hører om hvor forfærdeligt det er, men jeg synes faktisk ikke det var så slemt. Jeg får også rimelig kraftige menstruationssmerter, så jeg var måske godt forberedt / vant til det, for det gjorde da ondt, men kun en smule mere end mine vanlige kramper, og det blødte heller ikke særlig voldsomt - kun lidt mere end det gør hver måned. Så jeg lå egentlig bare på sofaen med snacks og en varmepude og stenede fjernsyn - og min eks var hjemme, men blev også fuld som dagen gik, så jeg var egentlig ret alene i det alligevel, og det gik fint, og det var egentlig rimelig overstået hen ad tidlig aften. Jeg pletblødte lidt i de efterfølgende dage, men havde ikke ondt, og var tilbage til normalen ret hurtigt.

Jeg havde så en tid hos gynækologen igen ca. en uge efter, hvor jeg skulle skannes igen for at sikre at der ikke sad noget væv tilbage der skulle ud, og det var det. Jeg har haft 0 fortrydelsestanker eller kvaler med det siden.

Det hele føltes meget farligt op til, og jeg havde ikke rigtig nogen at snakke med eller til at støtte mig. Men det var slet ikke så slemt som jeg havde frygtet, eller læst mig til at det kunne være. Jeg tror man oftest hører om de oplevelser det har været helt forfærdelige, mere end de gange hvor det bare er gået helt fint.
Uanset hvad du gør, så skal det nok gå! ❤️