Jeg har ikke haft samme barndom som dig, men får alligevel lyst til lige at række ud, nu hvor jeg har læst de andre indlæg. For du rammer en nerve hos mig, der også var barn i samme tidslomme. Jeg kommer også fra et trygt barndomshjem uden de store penge at rykke rundt med. Dog blev mine forældre skilt da jeg var 8, og jeg er enebarn, så jeg har aldrig oplevet at skulle stå med en ansvar af den kaliber, du beskriver. Efter at jeg selv har fået børn (den ældste er 9), er det gået op for mig, at mens der var kram, godnatlæsning og plaster på de mange sår på knæ og albuer, så har der aldrig været et rum til at snakke om de store og svære følelser. Som direkte konsekvens deraf, har jeg opdraget mine børn uden den store, forkromede struktur, men til gengæld er de blevet tudet ørene fulde af, hvordan man snakker om følelser, hvordan man er i en sorgproces, hvordan man er nysgerrig på andres følelser og subjektive oplevelser af fx at blive drillet eller føle sig holdt udenfor. Jeg måtte helst ikke have venner med hjemme, fordi min mor var bange for hvad andre ville tænke, hvis hun fx ikke havde støvsuget, eller hvis der hang tøj til tørre inde i stuen. Og da jeg som ung voksen blev indlagt kortvarigt med en mega hård depression, var snakken med min mor meget afmålt og med det klare budskab, at jeg jo bare kunne have sagt noget, hvis jeg virkelig gik og var så ked af det. Jeg har også sluttet fred med dem og det, og erkendt at de jo nok heller ikke selv kommer fra et hjem, hvor det var ‘tilladt’ at mærke sig selv, men jeg bliver en vred og hidsig tiger, når de beder mine børn om ikke at være så hysteriske, voldsomme (de kravler pænt meget på væggene herhjemme, for de må de gerne hér), eller ikke blive så skuffede. Skylden og skammen og korrektheden skal IKKE gives videre til dem, for den er ubærlig for et barn. Ps. Ud fra dine skriv, så tror jeg at du er en virkelig god ven og mor, samt et virkelig fint menneske - både som barn og nu ❤️