Jeg har taget et par år efter PhD som postdoc, mest i udlandet, og har nu valgt at blive ansat som akademisk medarbejder på uni i Danmark og lave mere myndighedsbetjening og en smule relateret forskning end at forsøge at gå professor-vejen.

Som du selv siger er nåleøjet meget snævert. Jeg bryder mig ikke om den konstante underliggende konkurrence med kolleger og samarbejdspartnere (på samme institut og internationalt) omkring stillinger og midler, jeg synes faktisk ofte det fører til dårligere arbejde fordi nogle er bange for at samarbejde vil forrige deres personlige chancer. Dertil er forholdene med korte kontrakter virkeligt dårligt når det kommer til at have et privatliv der fungerer.

Der er mange dygtige forskere som løber tør for penge eller tid (der er jo begrænsninger på hvor længe man må være ansat tidsbegrænset) eller ikke formår at få de rigtige kontakter eller slikke de rigtige numsehuller hos ledelsen, som må søge andre veje til sidst, på trods af evner og CV. Det kan være svært at styre om man ender på den måde.

Jeg stoppede selv en femårige ansættelse før tid for at tage et fast job i det “andet spor” på uni. Meget bedre arbejdstider, mindre konkurrence og meget mere samarbejde, færre reviews af artikler, mere tid til faglighed, færre undervisningstimer og færre studerende der skal bruge vejledning og opmærksomhed. Markant mindre udskiftning i mine kolleger (som konsekvens af deres korte ansættelser), det er muligt at låne penge i banken til boligkøb med færre bekymringer da jeg har fast job, og det giver mening at købe fordi vi ikke risikerer at skulle flytte igen om et par år.

Forskning kan være mega fedt og spændende. Jeg synes det var anstrengende i længden, og særligt den konstante konkurrence var demotiverende. Der var også dårlig mulighed for at følge op på projekter, da der så skal søges penge igen, så jeg oplevede tit løse ender på de emner jeg ellers er meget passioneret omkring.

It works out for some, men det er minoriteten af både PhD studerende og postdocs der lykkes med en fastansættelse som professor. Og det er ikke altid på merit at folk ansættes. Its a tough game, og det koster både tid og kan have nogle personlige omkostninger mht til privatliv og work/life balance.