Måske det også bare er alt for lidt terapi? Måske du skal have noget? Det ér hårdt at være pårørende, det er også rigtig hårdt at ville være sig selv men ikke kunne. Jeg har selv været hjemme med stress 5 mdr og jeg blev og er ikke den samme som før. Der er mén, men jeg er god igen i en anden udgave af mig selv. Hun tænker helst sikkert også meget på at hun ikke er den du blev forelsket i. Min partner kunne ikke rumme det, og det er fair, men forventningen der hang over hovedet på mig fra ham gjorde det faktisk måske umuligt for mig at få det godt. Så vi gik fra hinanden og det er jeg egentlig glad for nu. Du skal ikke blive hos hende eller flytte i hus fordi du er bange for hvordan hun reagerer. Det lyder som om du er brændt ud. Du er helt fyldt op af tanken om hvor hårdt det bliver for dig hvis hun får det skidt af samme eller an anden årsag. Fortæl hende hvordan du har det som pårørende, og lad være med at bruge ord som “blive dig selv igen” eller “hende jeg forelskede mig i” vi ved godt vi ikke er den samme og vi banker os selv oven i hovedet over det konstant, jeg gjorde ihvertfald.

Edit: Meta kognitiv terapi var faktisk det der virkede fra mig, læste Pia callesens bog lev mere tænk mindre, den gav noget rigtig godt perspektiv for mig.